• Gratis fragt ved 500,-

  • 1-2 dages levering

  • Tilfredshedsgaranti

  • Sikker betaling

Bestil hverdage før kl. 14 for dag-til-dag levering

Magnetfiskeri

Det er svært at være ekspert inden for alle områder med magneter, så vi har allieret os med Mathias Lassen, som ved en masse om magnetfiskeri, og han har skrevet dette til vores FAQ om magnetfiskning, hvor han laver en hjemmelavet fiskemagnet med nogle af vores stærkeste pottemagneter.

Drengedrømmen om en metaldetektor

Siden jeg var helt lille, har jeg haft en skattejæger gemt i maven, men jeg følte ikke, at jeg havde pengene til en metaldetektor. Heldigvis læste jeg i 2013 om en, som havde fanget en håndgranat, imens han magnetfiskede i søerne i København.

Jeg var solgt!
Det måtte jeg prøve!

I dag, 4 år senere, er magnetfiskning blevet en af mine helt store hobbyer, som jeg deler med en masse andre passionerede mennesker på Magnetfishing.net.

Hvad er magnetfiskning?

Nu spørger du måske, hvad det der magnetfiskning er... Bare rolig: det er ikke magnetiske fisk, vi fisker efter. Det er derimod magnetiske skatte, som folk har tabt eller smidt ud i vandet. Og alt du skal bruge er en forholdsvis stærk magnet, som du binder fast i et reb, og så fisker du ellers bare løs efter søens gemte skatte. 

Hvilke magneter er gode til magnetfiskeri?

Jeg har efterhånden magnetfisket mange steder igennem de sidste 4 år. Og jeg har prøvet mange forskellige magneter. Jeg startede med en Ø40 mm. krogmagnet, der kan bære 55 kg.: en ganske fin, lille magnet, som jeg da også har fanget en del forskellige ting med, heriblandt hamre, knive og en enkelt pengekasse. Problemet var bare, at når jeg fiskede med magneten, så fangede magneten ganske vist en masse ting nede i vandet, men lige så snart jeg begyndte at hive i snoren, så tabte magneten skatten igen.

Jeg besluttede mig derfor for, at nu skulle der noget stærkere til. Så jeg købte 3 stk. Ø60 mm. pottemagneter, der kan bære 115 kg. hver, hos Magnetz. Derefter købte jeg bolte, møtrikker, løfteøjer og noget meget stærkt faldskærmsline på nettet. Og sidste indkøbssted var IKEA, hvor jeg købte en stegepande. Da jeg havde fået alle delene hjem, lavede jeg et såkaldt ”magnetrig” - er slags platform til magneterne. På billedet nedenfor kan du se bunden af stegepanden efter montering af magneterne:

Hjemmelavet fiskemagnet med IKEA-pande. OBS! Styrken bliver højere, nå længere skruerne skrues ned i panden

Hvor kan man magnetfiske?

Da min magnetrig var klar, skyndte jeg mig sammen med en anden magnetfisker ud til en sø for at afprøve den. Vi fandt en bro, hvor der ofte kommer mennesker forbi, og så håbede vi på, at nogle af dem havde tabt en masse spændende ting af metal. Allerede i første kast kunne jeg mærke noget tungt dernede. Heldigvis havde jeg jo 3 meget stærke magneter nu, så jeg bedre kunne fiske uden at tabe tingene igen. Jeg fik hevet den tunge skat op til overfladen; det var en meget gammel indkøbsvogn. Ikke verdens mest spændende fangst, så jeg satte indkøbsvognen ved siden af en skraldespand og fortsatte min skattejagt.

Jeg kastede igen min magnetrig ud: GEVINST!

Tilsyneladende havde der ligget en masse smykker under indkøbsvognen, og nu hvor indkøbsvognen var løftet væk, kunne vi nemt fange smykkerne. Her er nogle af de smykker, vi fangede:

En masse kæder og en stor ørering sad fast på den ene af de 3 magneter. Øreringen havde en masse diamantlignende sten i sig, og det lignede, at de blev holdt sammen af kobber. 

Det ene smykke ligner guld med en masse små sten i.

Smykkefund med hjemmelavet fiskemagnet

Det er højst sandsynligt bare nogle billige smykker, eftersom de hænger fast i magneten, men det er altid spændende at se, hvad man fanger, og jeg er i gang med at lave en stor samling af spændende fangster fra mit magnetfiskeri - fangster som jeg vil have tjekket hos en guldsmed en dag.


Vil du vide mere om magnetfiskeri?

Du kan se flere af Mathias' magnetiske skatte her. Og ellers skal du bare kaste dig ud i det med nogle kraftige magneter. Der er mange sjove steder, man kan magnetfiske, og som Mathias siger: sørg for at vælge nogle steder, hvor der går mange folk, så der er større chance for at fange en masse sjove skatte. 

God skattejagt!

OBS! Magneterne er ikke rustfri

Husk at tørre dine magneter af efter fiskning, så du kan undgå overfladerust. Det gør ikke noget ved magnetismen, at magneten er rusten, men det er ikke så rart at røre ved, og det smitter af, når du skal opbevare magneten, når den ikke er i brug. 

Den nemme løsning er at vælge stærke gummimagneter i stedet. Men ellers er det bare at huske at køre magneterne over med en tør klud, når du kommer hjem fra magnetfiskeriet med din magnetiske fangst.